• Palvelumme
  • Insights
  • Ura
  • Media & uutiset
  • Tietoa meistä

Hvis du som lejer ønsker at opsige din lejebolig, så skal det ske skriftligt. Det kan du gøre enten via en e-mail til din administrator eller ved at udfylde opsigelsesblanketten.

Når vi har behandlet din opsigelse, vil du modtage en bekræftelse på opsigelsen jf. lejekontrakten. Her bedes du venligst være opmærksom på, om de datoer, der bliver nævnt i brevet, stemmer overens med den ønskede dato for fraflytning.

Hvor lang opsigelsesvarsel har jeg?

Opsigelsesvarslet er typisk løbende måned + 3 måneder, men tjek altid din lejekontrakt.

Jeg har brug for hjælp til min opsigelse

Du skal opsige dit lejemål via denne formular. Hvis du har behov for at kontakte din ejendomsadministrator ved spørgsmål, kan du finde kontaktoplysningerne på vedkommende i velkomstbrevet.

Hvornår modtager jeg min flytteopgørelse?

Når du er fraflyttet, bliver lejemålet sat i stand, så det er klar til de nye lejere.

Når istandsættelsen af lejligheden er udført - og vi har modtaget de nødvendige fakturaer fra håndværkere - udarbejder vi en flytteopgørelse, der viser hvad der har været af udgifter ved istandsættelsen, og hvad du eventuelt får retur af dit depositum.

Dette sker som regel 6-8 uger efter frigørelsesdatoen. Nogle gange kan der dog gå længere tid, da vi ikke kan afregne, før vi har modtaget fakturaer for eventuelle udgifter.

Fraflytningssyn

I forbindelse med fraflytning vil der blive foretaget et fraflytningssyn. Et fraflytningssyn er en vurdering af den nuværende stand af lejemålet, sammenholdt med indflytningsrapporten. Ved fraflytningssynet har du som lejer ansvaret for, at lejemålet er tomt og rengjort, og at det afleveres i samme stand, som du modtog det. Ligeledes skal kælderrum, loftrum og depotrum være tomt og rengjort.

Ved fraflytningssyn skal du aflevere nøgler, og du har derfor ikke længere adgang til boligen efter endt fraflytningssyn. Når boligen er afleveret, vil istandsættelsen af lejemålet blive påbegyndt.

Hvornår bliver du afregnet efter endt fraflytningssyn?

Efter endt fraflytningssyn vil der blive lavet en afregning ud fra de udgifter, der er blevet brugt til istandsættelse af lejemålet.

Der vil som udgangspunkt gå mellem 6-8 uger fra frigørelsesdatoen, til du modtager opgørelsen i din fraflytningsrapport og et eventuelt resterende beløb fra dit depositum sendes retur. Der kan dog gå længere tid, da vi ikke kan afregne, før vi har fakturaer for eventuelle udgifter.

Ønsker du at fraflytte før?

Hvis du som lejer ønsker at fraflytte før ”løbende måned + 3 måneder”, så skal du i din opsigelse angive den ønskede dato.

Vær opmærksom på, at du fortsat hæfter for lejemålet i ”løbende måned + 3 måneder”, hvis lejemålet ikke er blevet genudlejet før ønskede dato.

Ønsker du at fraflytte senere end først oplyst i din opsigelse?

Kontakt straks din ejendomsadministrator.

Det betyder dog fortsat, at processen med istandsættelse og fraflytningssyn afholdes med udgangspunkt på den først oplyste dato, og at Newsec vil bestræbe sig på at få udskudt genudlejningen til den nye ønskede dato.

Istandsættelse i forbindelse med fraflytning

Når du fraflytter dit lejemål, skal det sættes i stand, så det er klar til indflytning til den næste lejer.

Du skal være opmærksom på, at lejemålet skal fraflyttes 14 dage før frigørelsesdatoen. De 14 dage bruges til istandsættelse af lejligheden. Som fraflyttet lejer hæfter du for istandsættelsesperioden, og du skal derfor betale for leje og forbrug inklusiv el i den pågældende periode.

Du vil også altid kunne læse betingelserne for fraflytning og istandsættelse i lejekontraktens § 11.

Som udgangspunkt er opsigelsesvarslet løbende måned plus tre måneder, men der kan være tilknyttet en uopsigelighedsperiode i din kontrakt. Det vil fremgå af din lejekontrakt under § 11.

Lejer kan selv stå for istandsættelse

Hvis du som lejer selv vil istandsætte dit lejemål, skal du være opmærksom på, at Newsec benytter bestemte farvekoder. Driftslederen har informationerne om farvekoderne. Ved istandsættelse af gulve vil de typisk få en let slibning og to gange lak.

Du skal dog være opmærksom på, at standen af lejemålet skal leve op til Newsecs standarder. Du kan derfor risikere, at synsrepræsentanten vurderer, at lejemålet ikke er korrekt istandsat. I den forbindelse vil du enten skulle lave det arbejde om eller betale for, at det bliver ordnet.